Projektet Dansk udviklings- og bistandshistorie tager udgangspunkt i, at udviklingspolitik og bistandspolitik siden Anden Verdenskrig er vokset frem som et betydeligt og komplekst politikområde, som Danmark har engageret sig stærkt i. På trods af dette har feltet ikke optaget danske historikere voldsomt. Dette er baggrunden for, at en gruppe forskere ved Institut for Historie og Områdestudier ved Aarhus Universitet har ønsket at gøre Dansk Udviklings- og bistandshistorie 1945-1989 til et forskningsmæssigt satsningsområde under Det Humanistiske Fakultets overordnede satsning på Globalisering i udviklingskontrakten med Videnskabsministeriet for perioden 2006-2010. Projektets overordnede formål er at bidrage til forståelsen af Danmarks inddragelse i etableringen af en post-kolonial global orden efter 1945 med særligt blik på, hvordan den nye danske globale orientering er blevet til i et samspil af nationale og internationale hensyn og påvirkninger.
I projektet indgår to ph.d.-projekter. Et ved cand.mag Claus Kjersgaard Nielsen, der undersøger Danmarks humanitære bistandsindsats fra Biafra i 1968 til sultkatastrofen i Afrika i midten af 1980’erne med henblik på at analysere sammenhængen mellem den humanitære bistand og den overordnede udenrigspolitik og et ved cand. mag Kristian Ravn Paaskesen (et FKK internationaliseringsstipendium), der analyserer det nordiske andelsbistandsprojekt i Tanzania fra 1967 til 1988. I det samlede projekt indgår ligeledes et post doc.-projekt ved ph.d. Peter Brunbech, som fokuserer på en af de største enkelt-projektsatsninger, Danmark har gennemført, nemlig det integrerede egnsudviklingsprojekt Noakhali i Bangladesh. Herudover arbejder de fastansatte forskere, der er involveret i satsningen, med projekter, der sammenligner dansk og japansk udviklingspolitik (lektor Annette Skovsted Hansen ), dansk politik i 1970’erne i forhold til ulandenes krav om en Ny Økonomisk Verdensorden og i tilknytning hertil mere generelt, hvad der siden 1960’erne har udgjort de dynamiske impulser bag den store danske satsning på udviklingspolitik og bistandshjælp (professor Thorsten Borring Olesen ), ligesom der indgår et projekt om den internationale tuberkulosebekæmpelse i perioden efter anden Verdenskrig med særlig fokus på Danmarks indsats i Indien (lektor Niels Brimnes ).
Projektet løber i perioden 2006-2010 og samfinansieres af Det Humanistiske Fakultet og Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Sidstenævnte indgår med en samlet bevilling på 2.989.000 kr. Projektansvarlig er professor Thorsten Borring Olesen.
Konference: Foreign aid: Projects and Policy in a Historical and Comparative Context